søndag den 23. august 2009

Bordplade | Vedligeholdelse og afslibning af bordplade?

Vedligeholdelse af bordplade

Træet i bordpladen arbejder
Træ er et levende materiale, og en køkken bordplade er behandlet på en sådan måde fra fabrikken, at der er så lidt vedligeholdelse som muligt. Naturtræ vil dog altid være et naturmateriale, der arbejder, lige meget hvor godt det er behandlet. Træ tilpasser sig, og arbejder i det miljø, det er placerer i. Og hvor meget træet arbejder, afhænger af de fugtsvingninger der er i miljøet. En god behandling af træet vil minimere træets evne til at optage og afgive fugt til omgivelserne og dermed træets evne til at arbejde.

Husk altid en bordskåner
Bordplader i massiv træ tåler ikke påvirkning af meget varme emner, så husk aderfor altid en bordskåner når du sætter varme gryder, pander osv. fra dig på din bordplade.

En ny køkkenbordplade er altid fabriksbehandlet
Hvis du får en helt ny køkkenbordplade fra fabrikken, så er den altid overfladebehandlet fra fabrikken. Alt afhængig af træsort, trends, smag mv. så er bordpladen behandlet med olie (hvid/natur), sæbe (hvid/natur) eller lak.

Vedligeholdelse af køkkenbordplade
Olie - Natur/hvid
Massive køkkenbordplader - Olie Natur/Hvid: Oliebehandlede plader har gennemgået en olieringsproces, hvor de først er blevet grundolieret for at sikre, at olien er trængt så langt ned i træet som muligt. Herefter er der påført en topolie, som skal sikre, at pladen har en modstandsdygtig overflade. Træet er derfor færdigbehandlet ved levering og klar til at blive taget i brug med det samme. For at bibeholde en optimal modstandsdygtighed anbefaler vi, at pladen efter behov (ca. 3-4 gange om året) vedligeholdes med Planteolie Natur/hvid efter følgende procedure:

1. Pladen rengøres på alle synlige for- og bagkanter samt på synlige flader. Ved meget genstridige pletter kan der anvendes en grydesvamp. Hvis pladen ikke skal synes for blank på overfladen, bør den efter rengøring slibes let med et stykke sandpapir korn 220.

2. Påfør et tyndt lag Planteolie Natur på for- og bagkanter samt på de synlige flader. Lad olien hærde op i max. 15 min.

3. Polér pladen med en slibesvamp i den våde olie i træets åreretning (længderetningen)

4. Aftør pladen med en fnugfri bomuldsklud. Pladen skal poleres tør. Ingen våde pletter.

5. Lad olien hærde op i min. 4 timer inden bordpladen tages i brug.Til daglig rengøring anbefales almindeligt sæbevand. Ikke koncentreret sæbe/opvaskemiddel. Anvend aldrig salmiak og skurepulverholdige rengøringsmidler. Salmiak kan misfarve massivtræ. Hvilket vil kræve afslibning af køkkenbord og ny oliebehandling. Husk: Olieklude kan selvantænde. Brugte klude skal afbrændes eller opbevares i glas med tætsluttende låg. Olien skal opbevares utilgængeligt for børn, samt tørt og frostfrit.

Sæbe - Natur/Hvid
Bordplader der er sæbebehandlet er mættet med en sæbeopløsning. Til vedligeholdelse og rengøring af sæbebehandlede plader kan der anvendes en kraftig sæbeopløsning, som blandes af 1 dl sæbespåner og 1 liter varmt vand. Blandingen fordeles med en grov – ikke slibende grydesvamp. Pladen aftørres med en blød klud, som er vredet op i lunkent vand. Efter aftørring må det forventes, at der kan forekomme fiber-rejsning. Denne kan fjernes med en slibesvamp ved slibning i træets åreretning (længderetning). Til daglig rengøring anbefales almindeligt sæbevand. Ikke koncen-treret sæbe/opvaskemiddel. Anvend aldrig salmiak og skurepulverholdige rengøringsmidler. Salmiak kan misfarve massivtræ. Såfremt dette sker kan skaden udbedres ved afslibning af køkkenbord.

Lakerede
Disse plader er behandlet med 2 gange syrehærdende halvmat lak. Lakerede plader fordrer ingen efterbehandling. Lakken tåler ikke brug af knive eller skarpe genstande. Husk at bruge skærebræt. Opstår der ridser eller huller i lakken, kan disse repareres forsigtigt med fint sandpapir min. korn 220. Nedslib lakken i det område det drejer sig om, påfør derefter ny syrehærdende lak med en blød pensel. Ved større flader anbefales brug af slibeklods. Daglig rengøring udføres med en blød klud, som er hårdt opvredet i varmt vand tilsat flydende opvaskemiddel uden sulfo. Sulfo udtørrer og forringer efterhånden lakkens holdbarhed. Anvend aldrig salmiak og skurepulverholdige rengøringsmidler.Lakerede bordplader anbefales ikke til køkkenbordplader, og der gives ingen garanti. Overfladerevner kan fremtræde på lakerede bordplader, hvilket ikke er reklamationsberettiget.

Læs mere her om afslibning af køkkenbord

Af Kurt Gulvmand

Ingen kommentarer:

Send en kommentar